Efter en meget våd første dag, så skinnede solen over Eghjorten på moving day. Der var en del vind tidligt på dagen, men det gør det jo bare sjovere at spille. Eghjorten disc golf bane har udviklet sig en smule siden sidst den lagde fairways til et DM, så den nu spilles en smule sværere end tidligere, hvilket bestemt klæder den.

MPO
I spidsen af feltet efter første runde lå Karl Johan Nybo, der fra starten virkede meget opsat på at få titlen igen. På lead card lørdag finder vi også den forsvarnede mester Hjalte Jensen, tidligere dobbelt DM vinder Martin Spliid og Mathias Kristensen, der var førstedagens store overraskelse i MPO.
Allerede efter tre huller blev det tydeligt, at både Hjalte og Karl Johan har et gear ekstra og hurtigt satte de sig på de to øverste placeringer. På chase card rørte folk dog også på sig. Halvvejs gennem runden lå Nicolai Michaelsen og Frederik Palsbjørn på en delt 3. plads i stillingen. Det blev dog kun Frederik Palsbjørn, der holdt fast ved topplaceringen. Han vil være at finde på lead card søndag sammen med Martin Spliid, der kæmpede godt med både bier og banen lørdag.
Efter en langsom start kom den forsvarende mester i omdrejninger med en birdie på hul 13 efterfulgt af endnu en eagle på banens længste hul. Med sin eagle hentede han to kast på Karl Johan, der dog svarede igen med en birdie på hul 15. Med to huller igen lå begge spillere i -9 for dagen, Men det ændrede sig på hul 17, hvor Hjalte igen fik hentet et kast opg endnu ét på hul 18. Kan nogen blande sig i topstriden på finaledagen, og kan Hjalte indhente Karl Johans 4 kast forspring?
FPO
Både første og anden dag tilhørte Kassandra Fog Wichmann i FPO. Fredag gik hun runden i +1 og lørdag i +2. Begge runder var bedste på dagen i rækken, så Kassandra er i den grad i førersædet i FPO med 9 kast til den forsvarende danmarksmester, Lena Brammer Klokmose.
MP40
Efter første runde havde to spillere skilt sig fra flokken ved at være de eneste under par. Rækkens unge håb, Philip Hee, indtog duksepladsen med -5 skarpt forfulgt af tidligere MP40 DM vinder Thomas Rasmussen på -3. Anden runde startede bedst for Philip, der fik to birdies på de første fire huller som den eneste.
Selvom Philip også blev overfaldet af bier på hul 7, så holdt han fast ved de gode takter fra første runde, og inden finalerunden er han den eneste i MP40 feltet under par. Der sker ingen udskiftning på lead card i MP40, men Mads Sandgaard og Jens Rud fik med stabilt spil hentet et par kast på Thomas Rasmussen inden sidste runde.
MP50
Dagen højdespringer i MP50 er Claus Svane Rasmussen, der går sin bedste runde nogensinde på Eghjorten ifølge ham selv. Det må siges at være det rette tidspunkt for den slags. Claus ligger i spidsen af MP50 feltet helt lige med Tom Mathiesen og de er kun ét kast foran Al Fleming. Både Tom og Al havde muligheden for birdie på sidste hul, men begge måtte nøjes med par.
MP60
Morten Sandorff er i kontrol i MP60 rækken. Med rækkens bedste runde endnu en gang lørdag har Morten 17 kast til Karsten Hansen på andenpladsen. Stabilt spillet af den unge Sandorff.
Resultater
Du kan finde resultater hos PDGA
